Evas tanker om livet

Jeg har længe været ude af drift på min blog, mens jeg har gjort min entré andre steder med job efter barsel.

Bare en lille påskeeftertanke en sen taknemmelig aften. For jeg bliver ved med at blive mindet om, hvor meget jeg har at være taknemmelig for. Lige en stærkt forkortet liste for de interesserede:

- At min søns største udfordring er at han får blister i munden – så mange forældre og børn må kæmpe med invaliderende sygdomme.
- At min mand er så betænksom og igen og igen bærer over med mig, når jeg får sagt lidt for meget.
- At jeg har så gode venner omkring mig. Så mange mennesker er ensomme.
- At vejret er så smukt denne påske at både jeg og resten af Dks ferieholdende befolkning virkelig kan suge til sig af forårsoverskud.
- At jeg har lært alt det, jeg har af livet frem til i dag.
- Sidst men ikke mindst, at jeg må lægge fortiden bag mig, med de fejl, der har været i den, og vide at fordi Jesus ofrede sit blod på korset, kan jeg være helt fri for synd, skyld og skam. Det er en konstant kilde til taknemmelighed både på gode og dårlige dage.

Nu ved jeg jo ikke, om jeg stadig har nogen læsere, men vil bare benytte anledningen til at takke for så mange fine kommentarer gennem tiden.

Jeg ønsker at være et menneske, som kan blive vred over uretfærdigheden.
også når den sker mod mig.

Jeg ønsker ønsker at være et menneske, som er i kontakt med smerten, når noget eller nogen sårer mig.
også når den ville være nemmest at fortrænge.

Jeg ønsker at være et menneske, som forholder mig til mit liv
også når det er indviklet.

Jeg ønsker at turde tage ansvar for de fejl jeg selv har begået og ikke skyde skylden på andre for dem
også når det virker som den nemmeste løsning kun at være offer.

Jeg ønsker at turde være offer når der er nogen, som har gjort noget imod mig, som ikke var rigtigt
også når jeg sagtens kunne forstå dem.

Jeg ønsker at få tilgivet og sluppet både vreden og smerten og alt det andet

Jeg ønsker at være en der lever lige nu!

(Beklager hvis det lyder som et halvdeprimeret digt – For mig er det fyldt af håb og fremtid)

Hvis man har fulgt lidt med på bloggen, ved man, at vi er i en speciel tid i vores liv. En tid, hvor noget gammelt er slut, og noget nyt kan begynde.

Mange mennesker glæder sig med os over alt det nye, men det kan være svært for folk, at forstå smerten ved det, vi mister. De fleste kommenterer den tanke med et: “Ja, I må savne fællesskabet” – Men nej, det er slet ikke det, der er svært for mig. Det, der gør ondt i mig er to ting, for det første savner jeg meningsfuldheden, som det gav at være en del af en organisation med så skarp en profil, og for det andet er jeg bare ked, at jeg har narret mig selv. Jeg siger ikke, at alt jeg stod for var løgn. Men hvis jeg er ærlig, må jeg se i øjnene, at jeg bedrog mig selv på nogle områder og accepterede den nemme løsning i stedet for selv at tage kampen op med livets mange svære spørgsmål.

Det handler ikke om, at jeg er kristen, og det handler slet ikke om ALTING,  jeg har stået for i de sidste år. Men på NOGEN punkter har jeg ikke orket at mærke helt efter og tage mig tiden med Gud til virkelig at finde svarene. Og det er jeg bare så ked af. Fordi det er uredeligt. De fleste af os gør det nok med nogen ting i vores liv, men jeg ønsker ikke at leve det overfladiske liv, som det giver.

Jeg ønsker at turde mærke smerten – også når jeg ikke kan forklare den og ønsker ikke at være sælger af en Pakkeløsning Lykke. Jeg tror ikke, det er det, troen handler om, men det var det, jeg længtes efter, da jeg engang tog de valg, jeg tog. Og det ægrer jeg mig et eller andet sted over, at jeg ikke var i stand til at se i øjnene.

Samtidigt er der også meget jeg er taknemmelig for i de sidste seks år. Jeg har lært en masse og ikke bare på den hårde måde, og jeg har også fået mange store oplevelser, jeg nødigt ville have været foruden. Desuden er det svært for mig at se, hvordan jeg skulle have valgt andet end at gå denne vej af hele mit hjerte. For ellers ville jeg jo aldrig vide det, jeg ved nu. Så ville jeg bare have ladet være, fordi nogen havde fortalt mig det.  (Er ikke sikker på at dette giver mening for alle – men det giver meget mening for mig)

Dette er sårbart stof, for det er stadig under bearbejdelse. Så selvom jeg lægger dette på min blog, så vil jeg gerne be jer om at være varsomme med jeres kommentarer. På forhånd tak.

Flere har spurgt, hvordan det kan være, at jeg forlader Evangelist nu. Det vil jeg forsøge at forklare her.

Denne forklaring er vanskelig at skrive, for der er mange sider af sagen, og det er ikke så længe siden jeg tog beslutningen. Derfor er det jo langtfra sikkert, at jeg har det store overblik. Og samtidig ønsker jeg ikke at såre mennesker unødigt. Hverken mine venner, som stadig er i organisationen, eller mennesker som i dag er vrede og sårede på organisationen.

Men for at begynde med begyndelsen tog jeg, der allerede var en overbevist kristen, til Evangelist for 6 år siden, fordi jeg brændte for, at hjælpe mennesker og at følge Gud på en overbevist og dedikeret måde. Det var en stor beslutning for mig, da jeg er opvokset i missionske kredse. Men det var også en dejlig beslutning, da jeg længe havde længtes efter at være en del af bevægelsen.

Jeg kom til Evangelist som en meget forvirret pige og på nogle områder også meget ulykkelig og usikker pige. Ikke pga. store ting, men vi har alle sammen vores at kæmpe med. Og jeg havde ikke været i Gørløse mange dage, før jeg følte, at jeg var kommet hjem.

Jeg kom til en organisation, hvor mennesker ville gøre stort set alt for hinanden og for Jesus, men hvor der også var mange strenge regler og et skarpt hierarki. På mange måder var det en utrolig lykkelig tid i mit liv, fordi jeg følte at de hverdagsting jeg hjalp til med var med til at gøre en forskel både i menneskers liv og i verden. Men der var ikke så meget frihed til at mene noget andet, eller gøre noget andet end man fik besked på. Det var sådan set meget trygt for en tid, men det fungerede ikke i længden.

Det indså – efter min mening – de fleste mennesker i organisationen over årene. Og vi rykkede os lige så stille i en ny retning. En retning der var meget mere kompleks og ukontrollerbar. Og på mange måder fungerede det jo dårligere end den gamle stil, derfor oplevede jeg, at organisationen bevægede sig i pendulfart mellem det gamle og det nye – og selvom pendulet svingede langsommere med tiden holdt det ligesom aldrig helt op.

Det, jeg siger, med mit fine billede er, at jeg har troet på, at forandringen for alvor var på vej, så de gode ting blev bevaret og de dårlige smidt ud. Men da ledelsen for Powerhouse gik, mistede jeg troen på den forandring og har derfor forladt Evangelist.

Jeg er ikke ude på at anklage de mennesker, som stadig er i Evangelist, for hvis de enten har troen på forandring, eller ikke synes behovet er der, er det jo klart, at de ønsker at blive og kæmpe for det, de tror på. Og jeg fornægter hverken det gode eller det dårlige, jeg har fået med mig fra årene der.

For mit vedkommende vil kampen for det, som jeg stadig tror på, i fremtiden blot foregå andre steder.

Jeg og min familie har i løbet af den sidste måned forladt Evangelist. Jeg har været i organisationen i 6 år, så det er en tid med meget eftertanke og bearbejdelse, når vi som familie er på vej ind til noget nyt i vores liv.

Jeg tænker også meget på dem, som har valgt at blive i organisationen. Selvom jeg dybest set i dag er uenig i deres valg, ønsker jeg for dem, at de må være der af hele deres hjerte og give sig selv 100% for Jesus, der hvor de er.

Jeg er spændt på, hvor denne overgangsfase tager mig hen. Jeg synes, det er en krævende proces, vi er gået ind i, men jeg er ved godt mod. Det meste af tiden.

Uanset hvad det ender med og hvor jeg ender, ønsker jeg, at Gud må bruge mit livs brikker til noget godt. Både for mig selv og for andre.

Mange mennesker har det så svært med at tro på en god Gud, når Verden er så ond og grusom som den er. På en måde kan jeg godt forstå dem, for jeg synes også det er svært at se al den lidelse og ondskab som er omkring mig.

Men på den anden side kan jeg også se det fra den anden vinkel. Hvis vi bare var dyr, og der ingen Gud fandtes, så tror jeg Verden ville se anderledes ud i dag. Jeg ved godt, at det måske er en skør tanke, men bare det, at vi kom igennem den kolde krig uden det gik galt og Verden gik under – det synes jeg da er et bevis på – eller i hvert fald et tegn for mig – at der er en god Gud, som passer på os midt i al ondskaben, som florerer. Der er så meget lidelse, som ville være meget værre, hvis der intet godt var.

Men hvorfor fjerner Gud så ikke bare al ondskaben, så det bliver en god verden? Jeg tror, det er fordi at selv gode mennesker har lidt ondskab i sig. Selvom jeg virkelig ønsker at gøre det godt for andre mennesker, kan jeg komme til at skade dem enten ved et uheld eller fordi jeg også kan være egoistisk…. Derfor tror jeg at Gud skulle fjerne alle mennesker for at få al ondskaben væk. Det er ikke fordi jeg vil ind i en dybere diskussion omkring ondskab og godhed, men bare fordi jeg ville dele min taknemmelighed med jer over Guds godhed.

Han er så trofast og god. Mennesker kan hade ham og alligevel vælger han at passe på dem, mennesker kan gøre onde ting – og selvom de onde ting måske har konsekvenser i deres liv, så elsker Gud dem stadig og længes efter, at de kommer tilbage til fællesskab med ham.

Gud vil dig det godt. Uanset, hvad du har oplevet af smerte og modgang i dit liv skal du vide at Gud er god og han ønsker, at du må komme godt igennem det hele.

PS… Til jer som har skrevet kommentarer, så læser jeg dem og tænker over dem, men jeg svarer ikke altid, fordi jeg ønsker ikke at bruge den her blog som diskussion men mere som en mulighed for at komme ud med det jeg har på hjerte. Jeg håber I forstår!

Jeg har snakket med mange forskellige mennesker her på det sidste og jeg har fundet ud af een ting: Rigtig mange af os går rundt med noget smerte dybt inde i os. Man behøver ikke være blevet misbrugt eller ødelagt på andre voldsomme måder, før der kan sidde en ganske dyb smerte inden i os. Det kan være ensomhed, følelsen af ikke at være elsket, eller andre sår på sjælen.

Alt det vi gør, for ikke at mærke smerten…

Af en eller anden grund skræmmer den smerte os utrolig meget, så vi finder på alt muligt at fylde vores liv med for ikke at mærke den smerte. Jeg har fundet ud af, at det er ret meget det samme om man fylder hullet ved at bruge penge, trøstespise, skære i sig selv, onanere, tage stoffer eller alkohol. Den eneste forskel kan være at stoffer og alkohol ikke bare gør psykisk afhængig, men også fysisk. Og selvfølgelig kan man også  gøre tingene i større eller mindre grad.

Mærk den!
Det jeg bare går og tænker i disse dage er, at vi som mennesker har brug for at vælge at mærke den smerte i stedet for at bedøve den. VI har brug for at finde ud af, hvad det er for en smerte vi bærer rundt på inden i. Og lade den komme ud. Uanset hvor skræmmende det kan virke at komme i kontakt med den.

Og her kommer Jesus så ind i billedet igen. For vi kan jo ikke leve fokuseret på den smerte hele livet. Det vil bare give os en offermentalitet, så vi ingen vegne kommer.

Tilgiv!
Jeg tror, at vejen til at håndtere den smerte er: For det første at tilgive. Tilgive dem der har såret dig, svigtet dig, skuffet dig. Også selvom de måske gjorde det bedste de kunne – hvis det stadig sårede dig og ødelagde noget i dit liv, så vælg da at tilgive. Allermest for din egen skyld. Så kan du nemlig komme videre og først når du har tilgivet giver du dine sår mulighed for at hele.

En god Gud i en barsk verden
Og så bed Jesus om at hele de sår du har. For han kan gøre knuste hjerter hele igen. Sådan er den Gud som jeg kender… Og jeg er så taknemmelig for at tjene ham her på Jorden, hvor alt bestemt ikke er godt og lykkeligt, men hvor Gud stadig er en god Gud, som elsker mennesker.

Jeg tænker en hel del over det med at have det psykisk hårdt og få medicin for det. Jeg kan bare ikke få det til at passe sammen. Altså jeg ved godt, at der også er/ kan være en kemisk side af at man ikke har det godt, men jeg har godt nok sjældent mødt mennesker, hvor den kemiske side af problematikken var den primære.

Sådan som jeg har oplevet det med de mange mange mennesker jeg har snakket med, så har de det for det meste dårligt, fordi deres liv har været rigtig hårdt og de ikke er færdige med at bearbejde det endnu. Jeg ved godt at det lyder simpelt, men jeg synes ikke det giver mening at dope mennesker med medicin, hvis deres problemer er i deres sjæl og ikke i det fysiske.

Godt, hvis medicinen hjalp!
Forstå mig ret. Hvis medicinen virkelig har hjulpet dig, enten ved at løse dit problem eller gøre dig i stand til at løse det, så er jeg super super glad på dine vegne. Men hvis det kun bedøver dig, så gør det mig ondt, at det er det bedste du er blevet tilbudt. Jeg tror på at alle mennesker kan få et liv, hvor de kan mærke opture og nedture og dermed mærke livet. Selvfølgelig er der nogen, som har det psykisk helt håbløst og psykotisk også videre – men selv der tror jeg at Jesus kan gribe ind og give dem livet tilbage.

At stille sit liv til rådighed for at hjælpe mennesker…
Men tilbage til dem der bare har det “helt almindeligt dårligt”. Der er så mange unge piger i dag, som har det elendigt – har masser af selvmordstanker og skærer i sig selv. Jeg tror på, at os, som kalder os selv kristne – altså efterfølgere af Jesus, har noget at give dem, der har det på den måde. Vi kan ikke tage smerten væk, og vi kan ikke løse alle problemer, men vi kan ved Guds hjælp elske og vi kan stille os selv til rådighed og vi kan vise mennesker hen til Jesus, som virkelig kan hele menneskers hjertesår.

Jeg ønsker ikke at fordømme nogen, som er på medicin og sige: Du har valgt den lette løsning. Nej, mit budskab er bare at der er håb for alle! Hos Gud!

Længes du efter en kæreste? Det gjorde jeg det meste af mit liv, før jeg mødte Karsten, som jeg er gift med i dag. Ofte kan det være sådan blandt unge kristne, som virkelig ønsker at leve tæt med Jesus, at de bliver meget kede af, at den længsel fylder så meget i deres liv. Sådan havde jeg det i hvert fald tit. For selvfølgelig er det muligt at nyde at være single og kunne være fri til at leve endnu mere for Jesus, men det var ikke altid så let, som det lød syntes jeg.

Længsel fra Gud
Men jeg har en opmuntring. Det er okay, at længes. Selvfølgelig er det det, tænker nogen af jer nok, mens andre siger; “Yeah right”, for I oplever ikke, at den længsel er særlig hellig. Men den kommer altså fra Gud. Han har givet os en længsel efter at finde en livsledsager – en, som man binder sig til for altid, og hvor intet udover døden kan komme imellem.

Gud er Àlt
Samtidig ved jeg, at Gud ikke ønsker, at vi skal gå rundt og leve som desperate singler. Han siger i Bibelen, at “Han er alt i alle”. Det kan man vel også oversætte, at hans glæde kan fylde en så meget, at det ikke er hårdt at være single. Lad mig komme med et billede.

Det er lissom med Himlen..
Som kristne opfordrer Gud os til at glæde os til Himlen – og leve et liv, som passer for en, der er på vej til Himlen. Men samtidig tror jeg ikke, han vil, at vi skal opføre os, som mennesker, der allerede er i Himlen, for der er mennesker omkring os, som ikke kender Jesus, som vi er kaldet til nå.

Brug ventetiden godt!
I forhold til længslen efter en kæreste, kan man sige det samme. Ja, glæd dig. Hvis du følger Gud og hans anvisninger for kæresteliv og ægteskab kan det blive det mest fantastiske i dit liv. Og ja, forbered dig på en dag at skulle have en kæreste. F.eks. kan du allerede nu øve dig i at være tro, ved ikke at “kigge efter” personer af det modsatte køn, men se dem som brødre eller søstre. Så er du klar til at lade være med det, når du finder din “mate”. På samme måde kan du også bruge tiden til at blive brugt af Gud til det, som passer for dig. Så er der også større sandsynlighed for, at du finder en mand/kone, som passer med den du er, og det Gud kalder dig til.

I dag er den vigtigste dag i dit liv!
At længes efter en kæreste minder også om det at længes efter Himlen, i det, at man ikke skal begynde at leve i en drømmeverden nu, men sørge for stadig at leve hver dag, som den vigtigste dag i dit liv.

Så kom jeg da lige igang, der

I dag har jeg været til gudstjeneste. Men helt ærligt så hørte jeg ikke noget af prædikenen (undskyld pastor ), som uden tvivl var lige så god, som den var lang. Til gengæld havde jeg en ubeskrivelig god tid i babyhjørnet, eller hvad vi nu skal kalde det rum, som med højtaler og plexiglasvindue er forbundet til resten af kirken.
Forstå mig ret – jeg har intet imod prædikener – heller ikke lange prædikener. Men nogengange er det bare fantastisk at bruge gudstjenestetiden på at bygge relationer i stedet for. Og det gør vi i babyrummet. Her er der larm og skrig og skrål. Men også en masse forældre, som virkelig bruger tiden på at snakke sammen – også om dybe emner.

Et par af mændene sad og talte om Matthæusevangeliet kap. 6 vers 33, og om hvordan det vers for ene havde betydet, at han havde kunnet rive tre måneder ud af kalender for at gå på Powerskolen (kristen livsstilsskole) sammen med sin hustru. Så blev der talt om børneopdragelse, VM – ja endda om, hvordan fodbold kan være en hel besættelse og hvad man gøre for at holde sig fri af det.

Jeg fik bare en god snak med en kvinde fra kirken, som jeg ikke kendte særlig godt, og det var heller ikke, fordi den var så dyb. Men det var bare så fedt at snakke med hende. Så jeg er bare taknemmelig – midt i jeg syntes det var lidt irriterende, at min søde søn ikke ville sove en ordentlig formiddagslur.